Bangkok

I Bangkok lever cirka 12 mio. mennesker og jeg har nok kun set dem, som trænger sig på gaderne. Men det var mange, som fandtes der.

Morgen. Frokost tiden. Eftermiddag. Aften. Nat. Morgenstund…

Det er nemt at se meneskerne, da trafikken går langsomt. Oftest står den stille og kun taxa-motorcykler slingrer sig på deres små tohjulede 4-takter forbi kofangere og kantsten. Det er så den hurtige måde at komme igennem by, hvis man kan holde ud at være passager på en sådan motocykel-taxi. Eller som en ven har sagt til mig: Du afslutter bare med livet, sætter dig på den og håber på det bedste. 

Jeg tog metroen eller tog i de tre dage jeg var i Bangkok.

Befolkningsmæssigt er Bangkok er altså ca. 2 til 3 gange så stor som Danmark eller 6 gange Hamburg eller 3-4 gange Berlin. Jeg har valgt at se Chinatown, mest fordi jeg ikke rigtigt har planlagt noget og fordi det var nemt at komme derhen. Og jeg havde stadigvæk jet-lag, så jeg var vågen til kl. 3 til 4 om morgen, og det er nemt at være vågen. Der sker altid noget i Bangkok. Byen står ikke stille og det er konstant varmt. 30 -35 grader.

Men jeg var nu på vej til Chinatown og sulten. At tage metroen er nemt. Man køber en slags plastikmønt, som jeg kender fra mit barndom, da jeg gik til byens lille tivoli for at køre med elektriske biler på et lukket areal. Heldigvis kører metroen meget mere roligt og i en lige linje og ikke som mig som 6 årig, som fik lov at styre en bil for første gang. 

I metroen er det også nemt. Her er aircondition, dvs. man fryser lidt og holder sig fast på sin smartphone og ser med let bøjet hoved på en skærm. Alle gør det. 

Bangkokbeboere er velklædt med lange bukser og skjorte. Turister har korte bukser, t-shirts med print på og flip-flops eller trekking sandaler. 

Når metroen er kommet frem, går man op ad trapperne og kaster plastmønten ved udgangen i en revne, hvor den forsvinder, og bjælken foran en åbner sig, og man kan komme ud. Det fungerer for det meste.

Mellem mig og Chinatown lå en trafikkeret gade med venstretrafik i en sving med lysregulering, som nogle respekterede og andre ikke. Grundet svinget kunne jeg ikke se, om der kommer bilen fra den ene side, på den andre ventede en række larmende lastbiler og motorcykler. Jeg afsluttede med livet, håbede på det bedste og krydsede vejen. Det gik nemt og pulsen gik ned igen.

Jeg hoppede til sidst på en tuk-tuk og kom hen til Chinatown. Jeg var jo sulten.

Og her findes det meget mad. I alt fald sælger folk meget, som skal kunne spises. Jeg har haft mange ting i min mund, men de ting, som jeg har set her, har jeg ikke set forud. Jeg tror også, hvis jeg ikke viste, at det skulle være mad, vil jeg nok tro, at man kunne bruge til mange andre ting, som f. eks. til bruge til dekoration eller tilsætningsstoffer for beton. Men meget spændende. Sidegadene var smalle og folk sat der og vente på kunder, som kender tingene. Det var nok ikke mig, der kendte til det, men jeg blev til en observatør, en udforsker, en alien i en anden verden.

Men katten bragte mig tilbage til den verden, jeg kender. Jeg tror, at hver by har sin kat eller sine katte, når byen er stor nok og Bangkok er stor nok og så var Chinatown. Katten. Tynd. Mager. Stadigvæk med pels. Langsommelig. Lidt fluer hist og pist. Jeg ser katten og selvom der er nok mad omkring madstederne og masser af fisk, som ligger der i timevis uden køling, er det nok ikke katten, som spiser fisken.

Fra sidegaden går endnu en sidegade af. Endnu smallere, lidt mørkere og mindre befolket. Faktisk er der kun lager til grøntsager, plastikkasser, køleskaber og folk, som hviler sig på en mur eller en plaststol.Den er måske 50 m lang, og til sidst synes jeg, at der er nok ikke mere at se. Men jeg tog fel. Der var rotten, som lige viste sig frem, kroppen på størrelsen med katten, måske lidt mindre og en hæle, som var næsten lige så lang. Den var ikke mager. Ok, tid til at gå tilbage, tænkte jeg. På vej tilbage var et køleskab, en af dem, som er mandshøj, og på en måde blev en anden rotte klemt under skabet, rotten var død og nok blevet klemt samme dag eller dagen før. Jeg tænkte på katten på vejen ud, kiggede på katten og syntes, at den så lidt friskere ud, som en, som kunne alligevel tage kampen op med en rotte. Chinatown har sine hemmeligheder.

Jeg var stadigvæk sulten, men ville dog heller spise et andet sted. Jeg gik. Kom forbi en pier, hvor bådene sejler på tværs af floden eller langs med den opstøms og nedstrøms hen til steder, som hedder Bangkok og forbinder flere mennesker end der bor i hele Danmark.

Sult kan være en god måde at finde et sted at spise. Jeg fandt en gadekøkken med lækre grønsager, som blev kogt sammen på stedet. Grøntsager med ris og varm te på en fortov efter solnedgang, folk og biler bevæger sig i en blanding som myrerne i oprør. Jeg blev mæt. Og nød at se på en forandring som skete på gaderne. Solen gik og mennesker kommer frem og spiser.

Flere fotos fra Bangkok:

https://goo.gl/photos/ke9EDfF5Axn285pN9
 


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s